Slaegt

Erik IX ‘den Hellige’ af Sverige1160

Name
Erik IX ‘den Hellige’ af Sverige
Given names
Erik IX
Surname
af Sverige
Nickname
den Hellige
Birth of a daughter
#1
Margrethe Eriksdatter
yes

Death 1160

Shared note:
Mordet på kong Erik Stockholms tredje byvåben, kendt fra 1376, med billede af den kronede Erik den Hellige. Kongen døde den 18. maj 1160. Han blev myrdet i Uppsala efter sigende af Emund Ulvbane, en attentatmand, som var lejet af folk, som arbejdede for, at Sverkerslægten igen skulle få kontrol over kongedømmet. En anden teori er, at det var Magnus Henriksson, som stod bag, en anden som krævede tronen, og om hvem, det i nogen kilder påstås, at han kortvarigt efterfulgte Erik som konge. [redigér] Helgenerklæret Ifølge legenden sprang en kilde mirakuløst op på det sted, hvor han blev dræbt. Siden 1500-tallet blev Sankt Eriks kilde udpeget på domkirkens nordlige side mellem kirken og Fyrisåen, og den er markeret med en stor støbejernspumpe. Middelalderens Sankt Erikskilde synes dog at have været den nuværende Slotskælderen, 500 meter syd for domkirken. Der stod frem til 1700-tallet et Sankt Eriks kapel på stedet. Den døde konge blev begravet i Gamle Uppsala kirke. Lanceringen af Erik som helgen skete under sønnen Knut Erikssons lange regeringstid 1167-1196. Relikvieskrinet blev i 1273 ført fra den daværende domkirke i Gamla Uppsala til domkirkebyggeriet i Östra Aros, den nuværende domkirke. 18. maj hvert eneste år føres skrinet i procession mellem den nye og den gamle domkirke. Kong Erik fik aldrig nogen officiel helgenstatus af Den hellige stol, men af en række dokumenter, det ældste fra 1256, fremgår det, at Rom kendte til helgenkulten og støttede den med løfter om aflad. En mængde mirakelberetninger, som blev nedtegnet i slutningen af 1200-tallet, er bevaret. Erik havde en nationalistisk kirkepolitik. Sverige ærede ham som nationalhelgen, men Pave Alexander 3. forbød hans kult i 1172, mens hans søn Knut Eriksson stredes med både den svenske kirke og Rom. Det var meget betydningsfuldt at have en helgen i familien. Paven på sin side opfattede kong Erik som en drukkenbolt, som døde efter et slagsmål med andre drukkenbolte.
Death
Mordet på kong Erik Stockholms tredje byvåben, kendt fra 1376, med billede af den kronede Erik den Hellige. Kongen døde den 18. maj 1160. Han blev myrdet i Uppsala efter sigende af Emund Ulvbane, en attentatmand, som var lejet af folk, som arbejdede for, at Sverkerslægten igen skulle få kontrol over kongedømmet. En anden teori er, at det var Magnus Henriksson, som stod bag, en anden som krævede tronen, og om hvem, det i nogen kilder påstås, at han kortvarigt efterfulgte Erik som konge. [redigér] Helgenerklæret Ifølge legenden sprang en kilde mirakuløst op på det sted, hvor han blev dræbt. Siden 1500-tallet blev Sankt Eriks kilde udpeget på domkirkens nordlige side mellem kirken og Fyrisåen, og den er markeret med en stor støbejernspumpe. Middelalderens Sankt Erikskilde synes dog at have været den nuværende Slotskælderen, 500 meter syd for domkirken. Der stod frem til 1700-tallet et Sankt Eriks kapel på stedet. Den døde konge blev begravet i Gamle Uppsala kirke. Lanceringen af Erik som helgen skete under sønnen Knut Erikssons lange regeringstid 1167-1196. Relikvieskrinet blev i 1273 ført fra den daværende domkirke i Gamla Uppsala til domkirkebyggeriet i Östra Aros, den nuværende domkirke. 18. maj hvert eneste år føres skrinet i procession mellem den nye og den gamle domkirke. Kong Erik fik aldrig nogen officiel helgenstatus af Den hellige stol, men af en række dokumenter, det ældste fra 1256, fremgår det, at Rom kendte til helgenkulten og støttede den med løfter om aflad. En mængde mirakelberetninger, som blev nedtegnet i slutningen af 1200-tallet, er bevaret. Erik havde en nationalistisk kirkepolitik. Sverige ærede ham som nationalhelgen, men Pave Alexander 3. forbød hans kult i 1172, mens hans søn Knut Eriksson stredes med både den svenske kirke og Rom. Det var meget betydningsfuldt at have en helgen i familien. Paven på sin side opfattede kong Erik som en drukkenbolt, som døde efter et slagsmål med andre drukkenbolte.